Efter 12. klasse:
Når man forlader skolen efter 12. klasse, er enhedsskolen afsluttet. Det betyder, at eleven nu står på et solidt fundament, fagligt såvel som menneskeligt, som giver det et godt afsæt videre ud i livet. Herfra vælger vores elever at gå i mange forskellige retninger. Nogle vælger en videregående uddannelse, mens andre sigter efter et håndværksmæssigt, musisk eller kunstnerisk erhverv. Med sig har eleven sit vidnesbyrd, som er adgangsgivende til en række uddannelser, mens det andre gange skal suppleres med aflagte eksaminer på specifikke gymnasiale kurser.
Netop spørgsmålet om manglende eksamenserfaring og karakterer er et tilbagevendende tema, når forældre skal tage stilling til deres børns udgangspunkt efter endt skolegang. Er de udstyret med de fornødne faglige kompetencer? Kan de klare sig videre uden karakterer? Kan de håndtere arbejdslivets barske realiteter?
Vores svar er: Ja, det kan de, og det på en måde, som vi er meget stolte af. Vi ser et tydeligt billede af, at uanset erhverv, så klarer vores elever sig endog rigtig godt efter skolen. Dette er blevet bekræftet af en uafhængig rapport foretaget af consulentbureauet Credoconsult, som i 2003 gennemførte en omfattende undersøgelse af udgåede steinerelever.
Du kan læse rapporten i sin fulde længde her: hvorgikdehen.pdf
Vi modtager også jævnligt henvendelser fra vores tidligere elever, som udtrykker megen taknemmelighed over den ballast, de føler Steinerskolen har givet dem. Du kan læse et par af vores tidligere elevers egne udsagn her: tidligere elever
|